Lær at investere fornuftigt og få økonomisk frihed

・・・ ❖ ・・・

Sådan blev jeg investor (2. del)

Dette indlæg kan indeholde links til produkter, hvor jeg modtager en provision af salget. Jeg anbefaler kun produkter og services af højeste kvalitet, som jeg selv kan stå inde for. Læs mere her.

Dette er anden del i historien om hvordan jeg blev investor. Du kan læse første del om Min første investering her.

Siden da har jeg beholdt interessen og har nu kaldt mig investor i 4 år. Jeg har aldrig kigget tilbage efter teknisk analyse. Jeg tror ikke det er den rigtige måde at gribe det an. Investering handler om, med rimelig sikkerhed at kunne vurdere hvordan et selskab klarer sig de næste 3 år, 10 år, endda 30 år. Det spørgsmål føler jeg ikke teknisk analyse kan besvare for mig.

Sådan afsluttede jeg første del af historien om, hvordan jeg blev fundamental investor. I denne artikel vil jeg beskrive mere af min tilgang og mine synspunkter om investering.

Da jeg første gang fik øjnene op for investering, var det primært idéen om at tjene flere penge der fangede min opmærksomhed. I starten var jeg meget hurtigt inde og ude af aktier, og lavede flere handler om ugen, baseret på grafer og den slags. Ikke teknisk analyse som sådan--mere blot en mavefornemmelse.

Jeg læste mere om emnet, og fandt hurtigt ud af, der var to metoder: fundamental og teknisk analyse. Dertil læste jeg om daytrading, og idéen om, at man hurtigt kunne tjene penge hver dag, var tiltagende. Hvem vil ikke det?

Statistikker viser dog, at det er meget svært at være profitabel i længden ved at gøre det, og det er meget upålideligt. Rent gætteri faktisk. Desuden kræver det meget tid -- man skal være online hele tiden -- og det passede ikke ind i mit liv.

Jeg lærte fra Warren Buffett

Læsere af min blog, vil vide at Warren Buffett er min store helt. Jeg husker ikke hvordan jeg opdagede ham, men jeg er meget glad for at jeg gjorde. Han er verdens bedste investor, og samtidig helt nede på jorden. Der er meget man kan lære fra ham. Jeg blev hurtigt meget optaget, og læste alt hvad jeg kunne om ham, hans selskab Berkshire Hathaway og hans gode makker, Charlie Munger.

Det har haft den betydning, at min investeringstil er blevet meget den samme som han har: langsigtet og fornuftig.

Du må slet ikke tænke på at købe noget i 10 sekunder, hvis du ikke har tænkt dig at beholde det i 10 år.

Ovenstående citat kommer fra Buffett, og viser, at han tænker meget langsigtet -- ikke kun med sine investeringer, men også hans personlige køb, såsom hans bil. Citatet betyder også, at hvis man køber noget, skal man virkelig have overvejet det grundigt, og ikke blive impulsiv.

Læs et interview med mig fra TV2 Business om hvordan jeg investerer.

Lær at investere fornuftigt som Warren Buffett og Charlie Munger

Omslag af e-bogen Fornuftig investering

Med min e-bog lærer du hvordan kan finde de gode selskaber og investere i dem. Jeg fortæller alt hvad jeg har lært på en let og overskuelig måde, så du nemt kan følge med og prøve det af selv.

Denne korte e-bog kan du nyde i sofaen på en weekend, og lære nøjagtigt hvordan Warren Buffett er blevet så succesfuld en investor.

Tryk på linket herunder og se hvordan du kan få min e-bog med det samme.

Få 30% rabat på min e-bog nu!

Hvad er investering?

Ifølge Benjamin Graham er der to grupper af mennesker: investorer og spekulanter. Han adskilte dem ved at sige, at investorer undersøger noget grundigt og køber kun hvis de har føler en passende sikkerhed for, at det er en god forretning der koster mindre end den er værd.

Spekulanter er alle de andre der gætter og håber på prisstigninger uden at forstå hvad der driver det. Jeg tror de fleste mennesker er spekulanter.

Efter min mening kan man kun investere sine penge på én måde: med sund fornuft og god sans for købmandsskab. Vi er på udkig efter de gode varer til en lav pris. Det er ret simpelt.

Lær mere om hvordan du investerer fornuftigt

Investering kræver at vi sætter os grundigt ind i de selskaber vi ønsker at eje. Du skal kunne sige, med rimelig sikkerhed, at selskabet kommer til at tjene flere penge om 10 år, end det gør i dag, og at de er gode til at bruge de penge eller distribuerer dem til aktionærerne hvis ikke virksomheden selv kan bruge alle pengene fornuftigt.

I starten af min “karriere” var jeg fanget af suset omkring teknisk analyse i noget tid fordi det virker enkelt. Det virker forudsigeligt og hvis bare man skal holde øje med hvornår en streg krydser en anden streg, hvor svært kan det så være? Problemet er, at markedet ikke er forudsigeligt, og jeg havde altid tanken om, at jeg ikke var sikker på hvad der kom til at ske. Jeg kunne mærke det ikke være det rette for mig, men det krævede et par dyre fejl at lære det.

Da jeg først fik øjnene op for den måde Warren Buffett, Charlie Munger, Benjamin Graham og rigtig mange andre store investorer gør det på, ja så slog det klik. Det virkede så logisk at tænke om investering på den måde. Glem alle de glidende gennemsnit, og søgen efter trekanter og dobbelt-bunde: at investere sine penge gør dig til ejer af den virksomhed. Opfør dig som en ejer, og du vil tænke meget anderledes over, hvad du gør.

Lige så snart du ikke tænker som en ejer, så bliver du glad når aktiepriserne stiger. Hvor mange gange har du ikke tænkt “nu stiger prisen, så må jeg hellere købe en masse” — eller “prisen er steget, så stiger den nok yderligere”? Det er spekulation.

Hvis du er på udkig efter at købe et hus at bo i, ville du så også gå og vente lidt på at boligpriserne stiger, for at “bekræfte” du tager den rette beslutning? Naturligvis ikke!

En ejer bliver glad når aktierne i de virksomheder han investerer i falder (på kort sigt), for så kan vi købe endnu mere, til en billigere pris. Investorer forstår at værdien og prisen er to helt forskellige ting, og vi kigger kun på den reelle værdi bagved — selskabet også dets indtjendingspotentiale.

Hvorfor bruge tid på investering?

Vi har ikke råd til at lade være. Inflationen gør at vi mister penge som årene går, hvis ikke vi investerer dem. Det betyder dog ikke du selv skal bruge tid på det, for det er langt fra alle der er interesseret i det. Uanset om du gerne vil gøre det selv, vil gør brug af en robotrådgiver, eller bare lader banken eller pensionsselskabet om det, så er du nødt til at gøre noget!

At investere godt selv, og for at det skal være tiden værd, kræver en del tid og kræfter. Det er der ingen tvivl om. Det kan være sjovt at prøve det af, men du skal være klar over, at hvis ikke det skal ende i gætterier, så kræver det altså en indsats.

Det bedste du kan gøre, hvis ikke du vil bruge alt for meget tid, er at gøre brug af en robotrådgiver som Lysa, eller sætte alle dine penge i 1-2 indeksfonde med ultralave omkostninger (mindre end 0,3% ÅOP). Så har du allerede sikret dig et gennemsnitligt afkast på 7-9% om året: og det er et ret fantastisk afkast over 30 år.

Hvis du virkelig er klar på at gøre en stor indsats, og har det rette temperament, så vil jeg påstå vi kan forvente nogle højere gennemsnitlige afkast - i omegnen af 12-15% om året (med svingninger). Det kræver arbejde, og det er det jeg er her for at lære dig. Størstedelen af mine penge investerer jeg selv i enkelte selskaber, og en lille del af formuen er i en kinesisk indeksfond. Du kan se hele min portefølje her (pr. marts 2021).

Her på siden og i min bog fortæller jeg nøjagtigt hvad jeg gør. Jeg har været gennem mange ting og afprøvet forskellige metoder - og har endelig fundet frem til det der fungerer for mig. Det deler jeg med dig!

Sådan udvælger jeg mine aktier og selskaber

Hvad skal man se efter?

Jeg har lært at se “indad”. Kig dig rundt i dit hjem og se hvilke produkter eller tjenester du bruger. Det er et rigtig godt sted at starte, for det vil være produkter du kender til, og derfor kan forstå. Måske kan dine aktier endda betale for dem!

Find nogle virksomheder du faktisk synes er interessante og beskæftiger sig med noget du synes om. Lad være med at jagte hvad alle andre synes er sjovt. Du skal kunne forstå hvad virksomheden laver, og hvordan de tjener penge (for det skal de gøre).

Jeg leder efter virksomheder der sælger produkter, som vi har brug for de næste mange år ud i fremtiden. Mindst 10 år, men gerne 20, 30 eller endda 50 år ude i fremtiden. De fleste forbruger produkter, såsom kaffe, Coca-cola og den slags, er jeg meget sikker på vi har om 50 år. Det handler om, at kunne se med rimelig sikkerhed, hvad der stadig er brug for langt ude i fremtiden.

Derfor holder jeg mig meget forsigtig med teknologi og IT. Teknologiselskaber er populære for tiden, fordi de lover det seneste nye, og man tror straks at dét er den eneste løsning. Jeg kan ikke med sikkerhed sige nu, at det er el-biler vi alle kører rundt i om 10 år. Jeg aner ikke om det bliver Volkswagen eller Tesla der bliver førende. Hvem ved om der kommer noget der er meget bedre om bare 5 år, såsom brint, salt eller ren luft? Måske kører vi slet ikke i biler om 10 år.

Jeg ved det ikke, og kan ikke føle mig rimelig sikker. Derfor holder jeg mig ofte fra det. Det handler om virkelig at tænke langsigtet — længere end man tror.

En del af min process er, aldrig at spørge andre til råd i et bredt forum — det får jeg ikke noget ud af. Hvis jeg spørger får jeg oftest svar tilbage som: “Jeg har købt XYZ fordi jeg tror de stiger i fremtiden, så det synes jeg også du skal gøre”.

Hvad kan jeg bruge det til? Jeg vil ikke basere mine beslutninger på den slags.

Det handler om at kunne føle sig sikker i det man ser, og på den måde selv tage en kvalificeret beslutning. Du skal virkelig kunne forstå hvad du læser - der må ikke være nogen tvivl. Hvis du skal spørge andre til råds, så er det nok allerede for svært, og så bør du springe over, og finde noget andet.

Hvor mange aktier skal jeg have?

Jeg har omkring 20, og med min formue er det alt for mange. Nogle af disse beholdninger er meget små, og kun købt fordi jeg ved det er et selskab jeg gerne vil købe mere af, når prisen er rigtig. Det gør dig lidt mere engageret hvis du allerede ejer dem, selvom det er for meget små beløb.

Undersøgelser har vist, at effekten for diversificering (hvis man ellers tror på dét er en god idé) hurtigt forsvinder hvis du har mere end 15-20 aktier. Jeg mener du bør holde dig til maksimalt 12 forskellige selskaber, og jeg har intet problem med at have alle pengene i ét selskab, hvis det er den bedste idé du har.

Hvad gør man ifølge akademikerne for at undgå “risiko”, hvilket de definerer som svingninger i prisen? Man køber flere forskellige aktier, så gennemsnittet bliver mindre.

Konceptet diversificering for at fjerne risiko giver ikke meget mening for mig. For eksempel: hvis du starter din egen virksomhed så investerer du sandsynligvis alt du ejer i den - hele din private formue. Så er du ikke særlig divercificeret. Men det er sådan det fungerer. Vil du helst investere alle dine penge i at opstarte én virksomhed og få den til at vokse, eller vil du sprede “risikoen” og opstarte 10 virksomheder på samme tid, hvis nu én gik i stå?

Det giver slet ikke mening for mig. Sæt alle dine penge på dine bedste idéer, men undersøg det grundigt, og vær sikker. Man siger “put aldrig alle dine æg i én kurv”. Den vil jeg lave om til: “put gerne alle dine æg i én kurv, men brug den bedste kurv du har!”.

Jeg har ikke behov for at investere i 50 selskaber af gangen for at formindske min risiko — jeg fjerner risikoen for at tabe penge ved at sætte mig grundigt ind i de virksomheder. Du behøver kun 10 rigtig gode idéer, for at få et godt afkast resten af dit liv.

Inden du går

I denne anden og sidste del af min historie, har jeg overordnet gennemgået hvad jeg selv gør, og hvorfor. Jeg leder efter sunde, solide virksomheder, med god indtjening og en stor konkurrencefordel. Når jeg finder dem, køber jeg dem til en god pris. Det er min opskrift, og hvad jeg gør for at nå min ultimative mål: økonomisk uafhængighed.

Det er det jeg har lært af at lytte til Warren Buffett, og det er denne tilgang der gør mig tryg. Jeg har over flere år opbygget en god forståelse og ved hvornår jeg kan være sikker, og hvornår jeg skal trække mig væk. Det har jeg opbygget fra at vide ingenting om investering overhovedet. Du kan gøre det samme!

Du kan købe min bog for at lære nøjagtig hvad jeg gør i detaljer.

Tak fordi du læste med!

Kunne du lide artiklen? Har du en kommentar?

🤗 Det vil hjælpe mig meget, hvis du vil dele den på Facebook eller Twitter

⌨️ Skriv en kommentar i Facebook-gruppen Fornuftig Investering

📥 Tilmeld dig nyhedsbrevet så jeg kan sende dig andre lignende historier.

📚 Køb min e-bog Fornuftig Investering, eller book en gratis coaching-samtale

🤩 Få endnu mere indhold fra mig som Investor+ medlem

Bliv Investor+ medlem via
Lær mere om