Nyhedsbrev #8, Januar 2020
👋 Hej allesammen,
Hvordan er din Januar gået i det nye år?
Der er sket så meget på én måned. Som du måske ved flytter jeg til Australien dette år. For nogle dage siden bestilte jeg flybilletten. Datoen er d. 6. august og jeg er så spændt! ✈️🇦🇺
Siden sidst har jeg ombygget hele min blog — du har måske allerede set det? Indholdet er, og forbliver det samme. Siden har blot fået nyt design, og skulle være MEGET hurtigere.
Der er selvfølgelig også kommet nogle nye historier i løbet af måneden. Dem får du her:
Anmeldelse: The Education of a Value Investor Jeg læste bogen allerede sidste år, og den har siden været meget værdifuld. Efter netop at have genlæst den, var det oplagt at skrive en anmeldelse til dig, så du også kan få glæde af den.
Guy Spier er en value-investor som har været igennem mange eventyr, og han skriver i bogen om de fejl han har begået, samt de ting han har lært. Det er noget enhver investor kan lære af, og derfor får den også min varmeste anbefaling.
I artiklen finder du links til hvor du kan købe bogen. Benytter du disse links støtter du samtidig mit arbejde med at drive bloggen her, uden det koster dig ekstra!
Min ‘100 Thing Challenge’ Jeg går meget op i, at leve et simpelt liv. Så vidt muligt skiller jeg mig af med de ting jeg ikke længere har brug for. Min rejse til Australien bliver en rigtig god mulighed for, at overveje hvad jeg skal have med, og være ekstra kritisk over for resten af mine genstande.
Vi har kun brug for få genstande for at leve et godt liv. Faktisk er der mindst én der kan klare sig med kun 100 ting, eller færre — og det vil jeg også forsøge.
Artiklen beskriver en udfordring som Dave Bruno har gennemgået, hvor han besluttede sig for, kun at måtte eje 100 personlige ting.
👧 Er du ung investor? Det kan være svært og kompliceret at komme i gang med at investere, både for unge og ældre. Men der er altid hjælp at hente, både i min Facebook-gruppe, og andre med konkrete målgrupper.
Er du en ung investor der gerne vil i gang, eller tale sammen med andre unge, så kan jeg anbefale gruppen Unge Investorer på Facebook.
Jeg er også aktivt medlem der, så det kan være der er mig der hjælper dig i gang.
Få Guy Spiers checkliste til investering I bogen The Education of a Value Investor (se ovenfor), giver Guy Spier også et indblik i hvordan han sikrer sig, at tage de rigtige beslutninger, i livet og om sine mulige investeringer.
En checkliste kan være et suverænt værktøj at gennemgå, når du skal finde ud af, om du vil købe et selskab. Det er let at glemme eller overse noget, og det kan koste dig dyrt.
Jeg lover at dele min egen liste på et senere tidspunkt. Har du allerede en?
☺️ Vi ses! Det var alt for denne gang. Som altid vil jeg virkelig gerne høre din feedback, eller hvad du vil høre mere om. Bare besvar denne mail, eller skriv dine spørgsmål Facebook-gruppen Fornuftig Investering. Jeg læser og besvarer personligt hver eneste besked jeg modtager.
Tak fordi du læser med!
— Christian