Christian Mitteldorf

Lær at investere som Warren Buffett og opnå økonomisk frihed

・・・ ❖ ・・・

Mine FIRE mål

Mit mål er, at blive økonomisk uafhængig, så jeg har et sikkerhedsnet under mig. Jeg forventer at blive ved med at arbejde, fordi jeg elsker det. Det er drømmen at kunne leve 100% af mine investeringer, samt de beskedne indtægter fra bloggen og min app Stokki.

Du kan se mine konkrete mål på FIRE-forsiden, som jeg løbende opdaterer. Som det ser ud lige nu skal jeg bruge ca. 5 mio. kr. Det er rigtig mange penge, som vil tage mange år at tjene. Det virker sikkert at jeg i værste tilfælde kan gå på pension som 50-årig. Jeg har alle ambitioner om at opnå målet hurtigere end det, men det er fedt at vide, at jeg allerede kan skære 20 år af min officielle pensionsalder.

For at leve dette liv har det betydet en masse ændringer for mig. Jeg er blevet meget mere minimalistisk og sparsommelig, og har indset at levestandard og leveomkostninger ikke er relative. Ikke til det ekstreme, på nogen måde. Min kæreste og jeg tager stadig på halvdyre rejser. Men vi bruger vores penge mere fornuftigt, på de ting som virkelig betyder noget for os, og ikke på genstande og ting der ikke gør vores liv bedre.

Formålet er at få din formue til at vokse, så du kan leve af den. Så som du kan regne ud skal man sætte turbo på opsparingen, og investere pengene i lang tid. Jeg har lidt høje udgifter for tiden, så jeg kan "kun" opspare ca. 25% af min udbetalte løn. Når jeg er gældfri regner jeg med, at jeg kan opspare ca. 50% af min løn hver måned.

Hvordan finder jeg mit tal?

Det er simpelt at finde den formue du skal have for sikkert at kunne leve af dine investeringer og afkast. Det kræver dog lidt tid og arbejde.

Først og fremmest skal du finde ud af hvor mange penge du bruger hvert år, og på hvad. Dette er den sværeste del. Du skal gennemgå dit budget og kontoudtog for det seneste år, og gerne mere, for at finde dine samlede årlige udgifter.

Lad os sige du har samlede udgifter for 250.000 kr. hvert år. Til dette beløb skal du tilføje en buffer for dine udgifter svinger formentlig en del fra år til år. Læg gerne 10% oveni, så du kommer op på 275.000 kr.

Vi skal finde ud af hvor stor din formue skal være. Her er der 2 nemme beregninger du kan lave, som selvfølgelig ikke er helt nøjagtige.

4%-reglen

Du kan tage dine samlede årlige udgifter og dividere dem med 4% (275.000/0,04), så får du resultatet 6.875.000. Dette er den formue der kræves, for at du kan trække 4% ud af din formue, uden at den bliver mindre.

x25-reglen

Den anden reglen giver samme tal, men er måske lidt nemmere at huske. Du skal gange dine udgifter med 25 (275.000 * 25). Resultatet er det samme, nemlig 6.875.000 kr. Som du måske kan se betyder det, at du har penge nok til at betale alle dine udgifter i 25 år.

Bemærk at vi ikke har indregnet Skat og inflation i disse beregninger.

Hvilke mål har du?

Jeg vil rigtig gerne høre om dine delmål i denne rejse, eller de opsparings og investeringsmål du har generelt.

Del din historie i Facebook-gruppen Den Intelligente Investor.

Tak fordi du følger med!

🤗 Del dette på Facebook eller Twitter

📥 Tilmeld dig nyhedsbrevet så jeg kan sende dig andre lignende historier.

💳 Støt mig ved at sende et lille bidrag med MobilePay.

Lær mere om