Hvorfor blive økonomisk uafhængig?
FIRE handler om at få mest ud af livet, bestemme selv og balancere tiden man skal bruge på at arbejde, for at få råd til det der betyder mest for dig (og det er aldrig ting).
Det handler om frihed og tryghed.
Det gælder om ikke at være afhængig af én indkomst, som du ikke selv har råderet over. Der kan til enhver tid ske noget personligt som man ikke kan gøre noget ved. Måske bliver man syg, eller fyret pludseligt. Som uafhængig kan man have et sikkerhedsnet under sig, så det ikke betyder det store hvis den slags skulle ske.
Jeg ønsker aldrig at ende i en situation hvor jeg er nødt til at have et job for at overleve — værst af alt hvis man er nødt til at have et job man ikke kan lide. Jeg vil ikke være afhængig af, at skulle have et arbejde og modtage løn hver måned.
Tanken om at være selvfinansierende var meget interessant: at man kan opbygge en portefølje af aktier der er stor nok til, at man hver måned kan modtage udbytte, eller sælge en del af den, og så leve af dette resten af sit liv, uden bekymringer.
Det giver dig meget mere tid hver dag til at lave de ting du elsker. Personligt elsker jeg mit job — følelsen af at skabe noget som gør mange mennesker glade. Men jeg ved at der er rigtig mange mennesker som har et arbejde kun fordi de er nødt til det — ikke fordi de elsker det. Der vil jeg aldrig hen.
Det er en ny livsstil. Det gælder om at spare op, bruge sine penge fornuftigt og ikke spilde dem væk. Det kan være sjovt at gøre sine køb op i hvor mange arbejdstimer det kræver for at få råd til det - og se om det er tiden værd.
Penge gør dig ikke lykkelig. De giver dig tid og mulighed for at gøre de ting som gør dig lykkelig.
SponsorReclaim er et vidunderligt værktøj der bruger AI til at organisere din dag. Jeg har prøvet utallige systemer til at holde styr på de ting jeg gerne vil, og det har aldrig rigtigt passet til min meget ad-hoc og frie måde at leve livet på. Reclaim.ai planlægger automatisk dine opgaver og møder, og flytter dem rundt så du har tid til det hele.
Handler det om at leve på en sten?
Det kan det gøre, hvis det er det du ønsker. Men for mig er det ikke målet. Idéen med FIRE er, at man skal sikre sig et godt liv. Men rejsen dertil skal være lige så god!
Mange tænker på FIRE som noget de kan opnå om 20 år, herunder jeg selv. Det tager lang tid at opnå det. Men hvad jeg også mener er, at man i de 20 år ikke behøver have et mindre frit liv, eller ikke nyde det.
Livet er kort. Vi har ikke meget tid. Jeg vil hellere udsætte min endelige frihed nogle år, hvis det betyder jeg samtidig kan leve godt og lykkeligt undervejs. Man kan måske opnå FIRE om 10 år hvis man virkelig strammer den ind, men bliver det 10 år man faktisk nyder? Det tror jeg ikke.
Jeg synes ikke folk bør ændre deres liv når de bliver uafhængige. Hvad er idéen hvis man ikke også nyder livet undervejs? Den eneste forskel for mig, er blot at jeg ikke længere behøver at arbejde for at have den samme livsstil og glæde. Det klarer mine penge for mig.
Hvad sker der efter FIRE?
Hvad skal jeg bruge tiden på, når målet er nået og jeg går på pension? Det ved jeg nok ikke helt endnu.
Jeg tror man skal gøre sig klart hvilken livsstil man ønsker sig, både nu og når du er uafhængig. Disse to bør være stort set det samme, ellers kan det være man er gået glip af mange ting i livet. Man bør ikke først kunne nyde livet og gøre hvad man vil, når man går på pension.
Mit arbejde er helt rigtigt for mig. Jeg elsker at kunne gøre en forskel i verden, og vil fortsat arbejde efter at blive uafhængig. Men jeg tror i høj grad det vil foregå på deltid, så der er mere plads til familien og andre arbejdsprojekter, såsom min app og denne blog.
Inkludér din partner og familie
Det har været vigtigt for mig, at inkludere min kæreste i mine planer. Der kommer uden tvivl til at være uenigheder, for vi vil forskellige ting. Hvad der er min drøm er ikke min kærestes drøm. Men at tale med hende har også fået mine øjne op for andre ting — blandt andet at oplevelser er uvurderlige. Det er vigtigt at i forstår hvad hinanden ønsker.
Hun vil gerne rejse mens hun er ung, og det vil jeg egentlig også. Det er et valg man tager, som jeg ved vil forlænge hele processen. Men det at rejse er noget som jeg ville bruge penge og tid på når vi opnår FIRE, og vi vil være lige så glade for det nu, som senere. Derfor har jeg den holdning, at jeg hellere vil udskyde min FIRE-drøm nogle år, og nyde livet mere på vejen. Hvorfor være mindre lykkelig mens man venter?
Det bliver et hårdt projekt, og du har brug for familie og venners støtte. Det kan være de deler din drøm, og i kan arbejde mod det sammen. Det er især vigtigt at klargøre din plan med din partner.
Hvis i finder ud af, at i har samme mål, kan i gøre det sammen. Jo flere penge man har til fælles, jo hurtigere kan man se resultater. Viser det sig at det kun er din drøm, så er det lige så fint. Du kan stadig opnå det på egen hånd, det tager bare længere tid.
SponsorNår jeg skal have en god start på dagen, og fokusere på mit arbejde, er en god kaffe det bedste jeg ved. Den kaffe jeg har købt fra Kaffepro giver mig en frisk og fantastisk start på dagen. Kaffepro har simpelthen alt det du nogensinde kunne få brug for til at servere den lækreste kaffe for dig selv eller dine gæster.
Hvorfor gør du det?
Det kan godt være det ikke er alle der kan (eller vil) opnå FIRE, men jeg tror at alle kan få gavn af at ændre deres livsstil og tænke over nogle af de trin man forbinder med FIRE. For eksempel at blive gældsfri, eller fokusere mere på opsparing.
Du har hørt hvorfor økonomisk uafhængighed betyder så meget for mig. Jeg håber du er blevet inspireret. Hvad kunne du bruge din tid på, hvis du ikke behøvede gå på arbejde hver dag?
Hvad ville være din motivation for at stræbe efter at blive fri?