Christian Mitteldorf

Lær at investere som Warren Buffett og opnå økonomisk frihed

・・・ ❖ ・・・

[Anmeldelse] Investér i Livet

Dette indlæg kan indeholde links til produkter, hvor jeg modtager en provision af salget. Jeg anbefaler kun produkter og services af højeste kvalitet, som jeg selv kan stå inde for. Læs mere her.

Investér i Livet - Køb aktier og bliv fri.

Dette er titlen på en ny bog fra Pernille Wahlgren, og hendes mor Jane Bækgaard, som jeg har fået lov at læse op til udgivelsen, og fortælle jer om den.

Pernille og Jane har skrevet en dybt personlig historie om deres egne oplevelser og erfaringer, og indblander en hel bunke erfaring om samfund og psykologi.

Bogen handler om at investere - både i aktier men også i livet og dig selv. Det handler om at få ro i hjemmet og sindet ved at bruge dine penge og din tid på de ting som gør dig allermest lykkelig, og ikke på overfladiske materielle ting, som vi kun bliver glade for kortvarigt.

Du kan købe den nu hos Saxo.

Det var som at læse en bog om mig selv, og den rejse jeg selv har været igennem de seneste 3-4 år. En rejse mod en mere fri og minimalistisk livsstil som har skabt ro i sindet, ved at skille sig af med alt overflødigt. Det har ændret mit liv totalt. Faktisk rammer bogen helt plet med nedenstående citat:

Det at skille mig af med ting er nu blevet mere lykkebetonet, end det er at anskaffe nyt. Pernille Wahlgren

Hvis du føler du mangler retning i livet, eller ikke kan finde frem til hvordan du kan udleve dine drømme, så giver bogen dig en god forklaring om økonomisk frihed, og guider dig igennem mange øvelser, der giver overblik over dine ønsker og drømme.

Den er en vejledning i, at finde motivationen frem så vi kan føle os successfulde, og ikke blive tilbageholdt af negative tanker.

En personlig historie i tre dele

Bogen består af tre dele:

  • Det enkle liv og økonomisk uafhængighed
  • Hvordan du investerer
  • Det gode og enkle liv

Du kan sagtens få meget hjælp ved bare at læse én af delene for sig selv, og arbejde med det.

Fælles for dem alle er handling.

Vi går alle og tænker dagen lang. Tænker på hvad vi gerne vil, hvad vi burde gøre, hvad vi kunne have gjort. Men alt det betyder ikke noget hvis ikke der kommer handling bag ordene. Og uden handling opnår vi ikke de drømme vi har.

Men vi skal også finde råd til dem, komme af med gælden, og de ting der står i vejen. Jane og Pernilles holdning (og den deler jeg fuldt ud) er, at færre ting giver flere penge som kan give mere frihed.

Rod skaber mere rod, og det bliver hurtigt en negativ spiral af dårlig samvittighed, som det kan være svært at komme ud af.

Vi skal leve enkelt uden at overforbruge, og komme væk fra idéen om, at flere ting betyder mere livskvalitet. Vi ved jo alle godt at det ikke passer.

“Det handler i høj grad om at skelne mellem det, vi umiddelbart ønsker, og det, vi virkelig har brug for – det, der giver os ægte næring på alle planer” Pernille Wahlgren

For at komme frem til det punkt skal vi aktivt ændre vores liv. Det handler om gode og dårlige vaner. Vi skal have selvindsigt, og opdage de dårlige vaner. Langsomt gøre dem til gode vaner. På det område kan jeg virkelig også anbefale de to bøger: The Power of Habit (dansk udgave) og Atomic Habits.

En start til aktier

Bogen giver det et kort indblik i, hvordan man kommer i gang med at investere og handle med aktier. Det er ikke en dybdegående investeringsbog, men mere en bog om, at få balance i livet, og se de muligheder som er i verden for at opnå de drømme man har.

Pernille fortæller at hun altid investerer med en horisont på mindst 5 år. Alt andet er spekulationer, og hun har helt ret. Spekulationer og et roligt liv hører ikke sammen.

Investering handler ikke kun om at få afkast, men først og fremmest om at beskytte dine penge mod inflation. Derfor rådes du til “Køb og behold”-metoden. Du tjener kun penge når du venter - ikke ved køb eller salg.

Personligt bruger jeg princippet om, aldrig at købe noget før jeg ikke har lyst til at sælge det igen. Derved undgår man spekulationer, og man kommer virkelig til at tænke over og undersøge grundigt, hvad man sætter sine penge i.

En varm anbefaling herfra

Det skal siges, at jeg har fået bogen foræret til denne anmeldelse. Det ændrer dog ikke på min opfattelse, for det er virkelig en fremragende bog, som samler trådene mellem flere andre bøger om lignende emner, jeg har læst — nogle er nævnt sidst i Investér i livet.

Det er en selvhjælpsbog om livsglæde, success og en enkel økonomi der skaber muligheder for dig.

Derfor får den en varm anbefaling herfra — en lille og hyggelig bog som du let kan læse over en weekend, samtidig med du prøver nogle af øvelserne af.

Køb Investér i livet nu hos Saxo.

Du kan følge Pernille på Facebook.

Tak fordi du læste med!

🤗 Del dette på Facebook eller Twitter

📥 Tilmeld dig nyhedsbrevet så jeg kan sende dig andre lignende historier.

💳 Støt mig ved at sende et lille bidrag med MobilePay.

Læs mine andre