Hvad er FIRE?
FIRE. Økonomisk uafhængighed. Tidlig pensionering.
Det handler alt sammen om det samme.
Frihed.
Frihed til at bruge vores tid som vi ønsker det, uden at være afhængige af andre, eller nødt til at gå på arbejde.
Frihed til at gøre hvad vi vil; når vi vil. Friheden til selv at bestemme.
FIRE er blevet en stor bevægelse i verden, og også her i Danmark. Vi har allerede et velfungerende community med bloggere, Facebook-grupper og podcats.
Du har måske hørt at livet kan virke som et hamsterhjul hvor man løber endeløst rundt uden at komme videre. Vi er nødt til at gå på arbejde hver dag bare for at holde os i live. Livet begynder at handle om arbejde, og mange bruger 1/3 af deres dag (ofte mere) på noget de egentlig ikke har lyst til.
Alt det forsøger vi at bekæmpe med FIRE.
SponsorNordnet er min foretrukne børsmægler i Danmark. De har et meget bredt udvalg af aktier, ETF'er, fonde og andre instrumenter, og kan stort set tilbyde dig alt du har brug for, for at lave dine investeringer. Nordnet giver dig et godt overblik over dine investeringer og indrapporterer selv alle dine handler til Skat. Prøv Nordnets månedsopsparing og få gratis kurtage nu!
Hvad er FIRE
Økonomisk uafhængighed og FIRE er kun delvist det samme.
FIRE er et akronym for: Financial Independence, Retire Early, som på godt dansk kan oversættes til: Økonomisk Uafhængighed, Tidlig Pension. ØUTP lyder bare ikke nær så godt som FIRE.
I bund og grund handler de begge om frihed. Frihed til at bruge din tid på det du vil, og ikke være tvunget til, at skulle passe et arbejde. I stedet opbygger man, gennem mange år, en passiv indkomst, gennem f.eks. investering i aktier, som kan betale ens udgifter. Samtidig sætter man hårdt ind for at sænke sine leveomkostninger, og kun bruge tid og penge på de ting som virkelig betyder noget, og gør dig lykkelig.
Man kan godt være FI uden RE. Det vil sige, du gerne vil blive økonomisk uafhængig for at have en sikkerhed, men ikke nødvendigvis med det formål at kunne opsige dit arbejde. Der er mange mennesker, heriblandt mig selv, som elsker deres arbejde, og ikke ville være foruden det.
I den anden lejr, kan man gå hele vejen til FIRE, og netop skabe en passiv indkomst, for at kunne sige sit job op. Herved kan man bruge mere tid til det man virkelig elsker: familie, børn, hobbyer, frivilligt arbejde, og den slags.
Om du opsøger FI eller RE, eller begge dele er egentlig ligegyldigt. Personligt er jeg kun interesseret i at blive økonomisk uafhængig. Jeg vil stadig arbejde hårdt når jeg opnår det, men på nogle andre ting (blog og app) og på mine egne premisser.
Mini-pensioner
Der er mennesker som ikke forsøger at blive endeligt fri, men i stedet gør det lidt på deltids-basis. Det betyder de arbejder hårdt og sparer en masse penge op i ét år, for at holde fri hele det næste år. De tager altså nogle små mini-pensioner og nyder livet fuldt ud for de penge de har sparet op.
Den måde kan absolut også tiltale mig, og det er ikke umuligt at jeg kommer til at gøre dette nogle gange. Det behøver ikke være et år. Man kan også arbejde i noget tid og tage måske 3 måneder helt fri. Det er da en fantastisk måde at leve på, og nyde livet!
Lev fornuftigt og for dig
I mine øjne er uafhængighed ikke blot friheden til ikke at skulle arbejde. Det handler også om at gøre det selv. Om at være uafhængig fra alt. At leve mere som i gamle dage, hvor man var meget sparsommelig, og kun købte hvad der var absolut nødvendigt. Der blev ikke spenderet på luksus-genstande, for det var simpelthen ikke nødvendigt for at leve et godt liv.
Nu til dags er der meget fokus på forbrug, og hvor der er forbrug ser man overforbrug. Vi er som mennesker bange for at gå glip af noget, og derfor føler vi os "nødt" til at eje den sidste nye iPhone, eller skal have nyt tøj, fordi "moden" er skiftet. Hvis noget går i stykker køber vi bare en ny, i stedet for at få det repareret, eller simpelthen undvære det.
Ingen af disse ting er nødvendige for at have et godt liv. Det er ikke ting der gør os glade. For mig betyder det mere, kun at eje ting jeg virkelig holder af, af god kvalitet, som jeg bruger. Pyntegenstande og nips passer ikke ind her.
Vi mener ofte at vi bør bruge de penge vi har, lige så snart vi får dem. Men det er det der gør os afhængige. Med en mere beskeden livsstil er alt dette overflødigt.
FIRE kommer ikke af at være heldig. Det kræver virkelig noget arbejde og en del disciplin på nogle vigtige områder. Det kan godt være det vil virke som et fuldtidsarbejde i den første tid. Men stille og roligt vil det blive din livsstil og du tænker ikke over det. For nogle vil den største udfordring være, at ændre indstilling til penge og forbrug.
FIRE for begyndere
At blive uafhængig er simpelt. Det handler helt essentielt om tre ting:
- Brug mindre end du tjener
- Øg din indkomst
- Invester overskudet for en passiv indkomst
Men det er ikke let. Det tager lang tid, og du skal have motivationen på plads, og gøre det klart hvorfor du vil være uafhængig.
For at komme i gang skal du først og fremmest få et overblik over din indkomst, udgifter og dit budget. Find ud af hvad din formue er nu, og hvor stor en formue du behøver. Herfra handler det blot om at sænke dine udgifter og hæve din indtægt. Sørg for at skære ned for dit forbrug, og på alt hvad der er unødigt. Overvej at skille dig af eller sælge mange af dine mindre betydningsfulde ejendele.
Det vigtigste du altid skal huske er, at du lever efter reglen om aldrig at bruge flere penge, end du tjener. Du kan ikke blive økonomisk uafhængig, hvis du bruger mere end du har. Aldrig.
Et naturligt første skridt er at blive gældfri, og det er også mit første mål. Gæld er meget sjældent en god ting, og kan virke som at være lænket fast. Jeg har skrevet flere artikler omkring gæld, som du bør se på, heriblandt Bliv gældfri og Gæld eller opsparing.
Herefter skal du begynde at spare op hver eneste måned. Sæt hellere en automatisk overførsel igang allerede i dag, på 10% af din indkomst. Du må kun bruge hvad du har tilbage efter opsparing.
Den største del af rejsen handler om at investere dine penge. Det er et stort emne, men ganske simpelt at lære. Du skal lære hvordan du bedst kan investere dine penge i aktier hos selskaber du forstår og kan stå inde for.
Investering er vejen til en virkelig passiv indkomst. Det kræver stadig arbejde, men det er arbejde man kan gøre når som helst, hvor som helst. Det kan foregå i aktier, obligationer, crowdlending, guld, vin, råvarer, ejendomme, egen virksomhed og mange andre ting. Det eneste jeg personligt investerer i er aktier, for at holde det simpelt. Samtidig er det hvad der giver det bedste afkast, med minimal risiko for at tabe penge.
Giv dig god tid i starten og lær hvordan man gør det ordentligt, så du ikke pludselig har mistet mange penge på et "hot tip". Du kan lære at investere gennem denne blog og diskutere investering med en masse andre i Fornuftig Investering-gruppen på Facebook.
At investere sine penge selv kræver en masse forarbejde og at du læser op på emnet. Efterhånden som dine penge bliver investeret kan du slappe af, og egentlig bare gentage hvad du har gjort før, uden at tænke meget over det. Faktisk kan du med Nordnet Månedsopsparing gøre absolut ingenting. Du skal bare vælge en meget billig indeksfond, lave en fast bankoverførsel og lade Nordnet gøre alt arbejdet.
Det vigtigste er, at du kan få en fast pengestrøm ud af det - hvordan du opnår det er op til dig.
Hvor mange penge skal jeg have?
Du skal spare dig til rigdom, og sørge for at investere alle dine penge tidligt, for at komme i mål hurtigere. Renters rente og Snebolds-effekten kommer virkelig i spil her.
Det kræver en hvis kapital at opnå FIRE, men det kræver heldigvis ingen at starte. Alle starter på 0. En god huskeregel for hvor stor en formue du skal bruge for at pensionere dig, er 25 gange dine årlige udgifter.
Det gælder nu om at opbygge en lille start-formue som du kan investere, med de penge du sparer op. For at kunne spare mest muligt op skal du holde øje med og øge din opsparingsrate, hvilket meget enkelt er den del af din månedlige indtægt som du lægger til side og investerer. Den bør mindst være 10% procent, og kan for mange ligge på 20, 30, 50 eller endda 70%. Sørg for at spare penge op først - før alle dine andre udgifter, selv husleje og mad. Det er her det gælder om at finde nogle ofringer.
Mange tænker på FIRE som noget de kan opnå om 20 år. Det tager lang tid at opnå det. Men hvad jeg også mener er, at man i de 20 år ikke behøver have et mindre frit liv, eller ikke nyde det.
Livet er kort. Vi har ikke meget tid. Jeg vil hellere udsætte min endelige frihed nogle år, hvis det betyder jeg samtidig kan leve godt og lykkeligt undervejs. Her betyder det ikke at jeg ikke ofrer mig.
Man kan måske opnå FIRE om 10 år hvis man virkelig strammer den ind. Men bliver det 10 år man faktisk nyder? Det tror jeg ikke. Jeg synes ikke folk bør ændre deres liv efter at opnå FIRE. Hvad er idéen hvis man ikke også nyder livet undervejs? Når jeg bliver økonomisk fri vil jeg leve livet nøjagtigt på samme måde som nu. Den eneste forskel for mig, er blot at jeg ikke længere behøver at arbejde for at have den samme livsstil og glæde. Det klarer mine penge for mig.
SponsorSaxo er landets største boghandel med et rigt udvalg af bøger. De har flere millioner danske og engelske titler på hylderne i alle genrer, både på tryk, e-bog eller lydbog. Med Saxo Premium får du ekstra rabatter.
Følg med for at lære mere
For at opnå denne frihed, gælder det om at få din formue til at vokse, langsomt og sikkert. Så meget så du kan leve af udbyttebetalinger og dit afkast i mange år -- måske endda resten af livet.
Mit mål er, at blive økonomisk uafhængig, så jeg har et sikkerhedsnet under mig. Jeg forventer at blive ved med at arbejde, fordi jeg elsker det. Det er drømmen at kunne leve 100% af mine investeringer, samt de beskedne indtægter fra bloggen og min app Stokki.